Search
  • alt-right Buddha

Guds visdom vs menneskelig visdom - del 4

Materialisme og avgudsdyrking er menneskelig visdom.


I boken Kristendommen som mystisk kjensgjerning skriver Rudolf Steiner blant annet at våre tanker og idéer oppleves i mindre grad som virkelige enn den virkeligheten vi direkte kan iakta med våre sanser. Videre hevder han at det er noe i mennesket som umiddelbart hindrer oss i å se med “åndens øyne”. Han presiserer ikke umiddelbart hva dette er, men idet jeg leser det antar jeg det er noe i vår psykologi. Riktig nok, litt lenger ut i boken konkluderer Steiner med at dets lavere natur skiller mennesket fra det evige i seg.



Jesus sier som nedtegnet i Matteusevangeliet at: salige er de rene av hjertet; for de skal se Gud. Her antyder også Jesus at det er noe sentralt i vår psykologi som forhindrer oss i å ha et nært forhold til Gud og det er vår egen laverestående og dyriske natur. Vår evne til nestekjærlighet er veldig begrenset.


“Efter at individet således er kommet til grænsen for det fysiske eller materielle tilværelsesplan og har oplevet, at der i dette ikke findes virkelige faste realiteter, begynder det at holde sig til eller støtte sig på ikkefysiske realiteter, og dets viden eller videnskab bliver nu henhørende under det, vi kalder "filosofi". Filosofi er således i virkeligheden begyndelsen til åndsvidenskab.”

Livets Bog 1, stk 238.


Martinus presiserer at før filosofien kan bli til virkelig visdom eller åndsvitenskap, må åndslegemene utvikles til fullkommenhet, slik at de ikke- fysiske realiteter, som de gamle filosofene beskjeftiger seg med, ikke bare kan oppleves som tanker, forestillinger eller teorier, men som virkelige kjensgjerninger.


Men en slik fullkommenhet får åndslegemene først, når deres sansekapasitet rekker frem til kjærlighetsenergien, hevder Martinus. Dette er umiddelbart kanskje ikke så lett å bli klok på men kort sagt vil det si at Martinus bekrefter både Jesus og Steiners syn på denne saken og det er at en uselvisk og nestekjærlig natur er selve nøkkelen til opplevelsen av guddommen. Intellektet blir sekundært i denne sammenheng. Men denne natur må få en omfattende og dominerende plass i menneskets psykologi før den såkalte “store fødsel” kan inntreffe.


“Da det netop er en kendsgerning, at bevægelserne bliver oplevet, bliver den "levende" del af væsenet også en kendsgerning. Men da det jo også er en kendsgerning, at bevægelse ikke kan opleve bevægelse, bliver det ligeledes en kendsgerning, at det, der oplever bevægelserne, ikke kan være bevægelse. Men når denne realitet ikke er bevægelse, er den jo evigt uforanderlig. Dette vil igen sige, at vi her kommer til et "noget", der udgør en evig realitet, et virkeligt "fast punkt". At opleve dette "faste punkt" vil altså være det samme som at opleve sin egen absolut virkelige identitet som "et evigt levende væsen". Hermed menes naturligvis ikke en teoretisk oplevelse, men individets egen selvoplevelse. Den teoretiske oplevelse er jo ikke den samme som den praktiske. Fordi man har læst en bog om et fremmed land, betyder dette jo ikke det samme som, at man har været der. Den praktiske oplevelse af udødelighed vil altså udgøre den første del af den store fødsel.”

Livets Bog 1, stk 242


Innenfor de kristne, jødiske og islamske religionene advares det mot avgudsdyrkelse. I de ti bud fra gamle testamentet står det uttrykkelig atdu ikke skal lage deg noe gudebilde, eller noe slags bilde av det som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vannet under jorden. Ikke bare innenfor Jødedommen men også innen Platons filosofi uttrykker man guddommen med en glimrende symbolikk som navnløst og innen den førstnevnte religion er det forbundet med tabu å ytre guds navn.

Steiner henviser til den greske filosof Xenofanes: “En Gud er blant guder og mennesker alltid den største. Hverken i legeme eller i tanke ligner han menneskets dødelige slekt.“ Denne guden er mysterienes Gud. En skjult og okkult Gud.


Blant de ortodokse kristne oppsto det, under press fra Islam, en angst for at de ikke lenger hadde Guds yndest. Sterke krefter i den ortodokse kirken ønsket å utrydde ikonene og dyrkelsen av dem. Fordi man hadde laget avbilder av guddommen oppsto en utbredt overbevisning om at man hadde påkalt Guds vrede. Det kunne virke som om at Gud nå favoriserte muslimene og de ventet hans straffedom. Alle bilder av guddommen vil uungåelig være en misrepresentasjon av guddommen. Men å tro at Gud lar seg irritere over slik smålighet er også en misrepresentasjon av guddommen og dermed avgudsdyrkelse. Jeg tror heller det Byzantinske rikets endelikt var skjebnemessig forårsaket av andre ting enn avgudsdyrkelse.


“For at forstå dette må man her erindre, at der, hvor et individ antager materielle bevægelser, hvilket vil sige de materielle realiteter eller fysiske detaljer for virkelighed, for "faste punkter", lever det på en illusion. Når det ser et hus, et træ, et bjerg, en klippe, en stjerne osv. og tror, at enhver af disse realiteter er udgørende "et fast punkt", en virkelig analyse eller et endeligt facit, så vil det, som vi tidligere skildrede, sige, at det endnu lever i den fysiske verden.”

“Det kan således ikke se bag ved disse nævnte realiteter og der blive vidne til, at disse kun er udgørende bestemte former for vibration eller bevægelse, og at den målestok, ud fra hvilken de udmåltes, var individets egenbevægelse.”

“Det oplevede således ikke, at de tilsyneladende virkelige realiteter kun var udtryk for kontrasten mellem denne dets egenbevægelse og omgivelsernes egenbevægelse, og at nævnte målestok ustandseligt er forandring underkastet. Det samme gør sig gældende med individets gudsbegreb. Sålænge dette udtrykker en billedform, f.eks. et væsen, der sidder på en gylden trone og dirigerer verdensaltet, da er det pågældende individ offer for en illusion. Det tilbeder et foranderligt i stedet for et uforanderligt facit, en timelig i stedet for en evig realitet.”

Livets Bog 1, stk 238


Avgudsdyrkelse i seg selv er jo heller ikke nødvendigvis det verste man kan bedrive. Martinus minner oss på at; en afgud er identisk med den begyndende erkendelse af den virkelige Gud.


Men, Martinus påpeker i boken den længst levende afgud at det behøves ikke mye “renhet av hjertet” for å “se” en guddom som fremtrer med bevisthetstendenser som, når de opptrer hos mennesker, ville blitt stemplet som perverst, sadistisk og ondsinnet. Det kan jo heller ikke nektes for at guddommen har blitt og fortsatt er fremstilt på denne måten innenfor den kristne tradisjon. Den kristne avgudsdyrkelsen er dermed fortsatt høyst livskraftig og har i tillegg et noe skremmende tilsnitt.


Kristendommen, Islam og Jødedommen inneholder hver i seg mange dypsindige perspektiver på tilværelsen samt glimrende symbolske uttrykk for det evige og guddommelige. Men for det moderne kritiske mennesket blir de lett å gjennomskue med den voldsomme og fanatiske antipati disse gjennom historien har næret overfor andre guder eller gudebilder, kombinert med en overdreven hengivenhet til et gudsbilde som i seg selv er en avgud.


Jeg mistenker at den opprinnelige kristne lære, dosert av Jesus Kristus, ikke fullt ut er blitt forstått av den opprinnelige kristne læres arvtagere. Det være seg katolikker, ortodokse eller protestanter. Ingen kan bebreides for dette, men man må heller ikke være redd for å si det; jeg tror dagens kristendom har begrenset med kjærlighet å gjøre, begrenset med renhet av hjertet å gjøre og dermed også begrenset med sann kristendom å gjøre.


Publisert på verdidebatt 28. april 2013.

0 views