Search
  • alt-right Buddha

Guds visdom vs menneskelig visdom - del 3

Livet lærer menneskene, at der kræves absolut logik i enhver materiel skabelse. I modsat fald kan skabelsen ikke opfylde sit formål.Hvis der skal bygges en bro over en afgrund, må alle detaljer her regnes nøjagtigt ud i forhold til, hvilken vægt den skal kunne modstå, i modsat fald vil broen styrte sammen, når den kommer i brug. Det samme er tilfældet med opførelse af huse, skyskrabere eller i fremstillingen af biler, flyvemaskiner etc. Denne indstilling til logik i enhver materiel skabelse bliver efterhånden en daglig nødvendighed for mennesket i det rent praktiske, fysiske, materielle liv. Men med denne udvikling bliver det efterhånden åbenbart for væsenet, at der ikke er nogen logik i de overleverede religiøse dogmer. Det taber derfor interessen herfor og bliver materialist. Det kan ikke mere tilfredsstilles ved tro. Det kan kun tilfredsstilles igennem absolut viden eller kendsgerninger.”

Livets Bog bind 6, stk 2034




Problemet med å komme frem til absolutt viten ligger ikke nødvendigvis bare i den logiske tenkning, men det faktum at våre fem sanser er svært begrenset. Nå og da får vi, ved for eksempel hjelp av tekniske innretninger, et utvidet “synsfelt” og ved et utvidet synsfelt følger noen ganger et paradigmeskifte. Det vi før trodde var sant viste seg å ikke være det og med det kan vi legge på minnet det bibelske ord; Jeg vil ødelegge de vises visdom og de klokes klokskap skal jeg gjøre til intet.


Men, jeg tror ikke logikkens gyldighet opphører på noe som helst erkjennelsesmessig punkt (slik den kristne dogmatikk antyder), heller ikke i møtet med det absolutte, men jeg er helt på det rene med at logikken, når den står alene, har sine klare erkjennelsesmessige begrensninger, og dette blir kanskje spesielt synlig på det filosofiske og eksistensielle området hvor det er så mange usikre faktorer involvert. Selv om man ikke kan komme til en erkjennelse av Gud med logikken alene, så kan jeg ikke tenke meg at logikken skulle opphøre i møtet med Gud. Den ser kanskje annerledes ut, og den forholder seg til andre premisser, men jeg kan virkelig ikke tenke meg at den opphører.


Men hva sier så andre religioner om fornuften og den plass den har for menneskets forstand? Jeg skal ikke gjennomgå hver en enkelt religion men jeg vil først og fremst påpeke likhetstrekk mellom det gudsforholdet Jesus beskriver og det gudsforholdet som beskrives i Upanishadene;


"Jeg og faderen, vi er et ", sier Jesus. "This atman (soul) of mine and brahman (the absolute) are one", heter det ifølge upanishadene. Dette er videre beskrevet som en tilstand som unndrar seg en intellektuell forståelse. Fornuften kan med andre ord ikke ta i dette.


Deistene på attenhundre- tallet mente at Guddommen og en guddommelig moralsk standard kunne studeres ved hjelp av fornuften og observasjon av naturen, ikke så ulikt materialistisk forskning. Med en fremgangsmåte som tilsynelatende har virket mot sin hensikt og underbygget ateismens perspektiv, har deistene mislykkes i å bevise Guddommens eksistens. Så langt kan det virke som om Martin Luther har rett i at fornuften er troens verste fiende.


Det er derfor interessant å se at moderne fysikk har beveget seg vekk fra Newtonsk fysikk og konkludert blant annet med at det ikke eksisterer noe håndfast i materien og at materien kun utgjør bevegelser eller “bevegelsesprosesser”. Moderne fysikk og mystisismen som tidligere utgjorde to vidt forskjellige verdener møter hverandre på dette punkt. De står begge på det guddommeliges dørterskel, men makter ikke helt å trå over. Flere fysikere som for eksempel Albert Einstein, Werner Heisenberg, David Bohm hadde alle en dragning mot religionsfilosofiske temaer. Niels Bohr skal ha vært svært interessert i den danske mystiker Martinus.


Kan så den danske mystiker Martinus kaste et mer fullkomment lys over denne problemstillingen? Han sier at intelligensens frukt er ren materialistisk viten om mål, vekt, tid og rom osv. Den avslører ingenting om det virkelig levende. Den utgjør bare kunnskap om materien som igjen i sin dypeste analyse er bevegelse. Men da materiereaksjoner i logisk skapelse kun kan finne sted i kraft av noe som er levende og som ikke er identisk med bevegelse, men som utgjør bevegelsens levende opphav, så kan dette opphav ikke oppleves med intelligensen. Det som oppleves gjennom den kalde nøkterne intelligens er kun det skapte, altså “det døde” og ikke “det levende”, som er det skaptes opphav.


“Oplevelse af evigheden eller sit eget højeste selvs eller jegs eksistens og evige livsoplevelse vil med denne viden være en total umulighed. Væsenet må derfor i denne tilstand være totalt materialistisk og dermed tro sig identisk med det skabte, det frembragte, det døde.”

Livets Bog, Bind 6, stk 2204


Men Martinus går ikke så langt som Luther i å forbanne fornuften. Den har sine begrensninger først og fremst når den står alene. Fornuften er et viktig bærende element i vår kunnskap om, ikke bare verden, men også Guddommen. I Livets Bog, bind 7, stk 2535 skriver han at åndsvitenskapen ikke kan aksepteres med intelligensen alene, men den utgjør en stor medvirkende faktor. "Her skal for det første en meget højt udviklet humanitets- eller kærlighedsevne til og dernæst den for kosmisk sansning uundværlige intuitionsevne."


I tråd med Martinus sier Jesus; vær da fullkomne som deres fader i himmelen er fullkommen. Det er den moralske standard begge forskriver. Men denne moralske standard kan ikke komme fra en ytre foranstaltning i form av en slags dressur. Det uselviske må komme fra hjertet, eller rettere sagt fra et rent hjerte. Og de som har et rent hjerte er, i følge Jesus, velsignet – for de skal se Gud.


Ifølge Martinus finnes det ingen snarvei til “frelsen” eller “den store fødsel” som han heller ynder å kalle det. Frelsen ( som alle har del i) blir et spørsmål om åndelig modenhet eller utvikling og ikke et spørsmål om hverken nådegave eller østens åndelig disiplin:


"I de orientalske religioner forekommer metoder, ved hvilke man søger ad kunstig vej at få forbindelse med de højere kræfter, hvilket også i visse tilfælde lykkes. Men det er denne kunstige vej, der bliver en uberettiget indtrængen i det allerhelligste. Og denne uberettigede indtrængen er som før nævnt åndeligt eller kosmisk set livsfarlig. Den kan ødelægge væsenets nuværende liv og give det en gene heraf i det næste…."


"…Og hermed kan man virkelig under en sådan længere træning i from tænkning komme til at opleve et pludseligt nedslag af meget høje kosmiske kræfter i den fysiske bevidsthed, uden at denne er blevet modnet hertil igennem praktisk væremåde.Dette nedslag består af de kræfter, der på normal og ufarlig måde automatisk giver nedslag i individets hjerne og fysiske dagsbevidsthed, når det ved normal udvikling har nået den fuldkomne grad af uselviskhed eller næstekærlighed. Men denne grad af humanitet nås absolut ikke ved meditation alene.Den må blive til praktisk væremåde."


Livets Bog, Bind 6, stk 2000


Publisert i verdidebatt, 14 April 2013

0 views